A Hm
Sorte Halifax-maskiner hopped’ over klitterne ved Søndervig
E A
som paukeslag fra BBC, som trækfugle der jog forbi
Hm
lavt ind over Jylland med kursen sønden om Hobro
E A
snart stod faldskærme som hvide blomster mod den natblå ro
E D A
i køkkenet på kroen gik alt sin vante gang
E D A
Gudrun bagte æggekage mens hun stod og sang
F#m E
men fra den 12. marts i ’43 var der ikke mere ro
A
på Hvidsten Kro
A Hm
For da kom dr. Thorup og en fremmed ind i kroens skænkestue
E A
og sagde: ”Marius Fiil, hvis du vil er du ham vi skal bruge
Hm
der er containere med våben på markerne ved Allestrupgård
E A
de skal bringes ind til Randers før tyskerne fornemmer hvad der foregår”
E D A
”Jeg skal lige spørge Gudrun” var hvad Marius fik sagt
E D A
så var Hvidstengruppen dannet og London fik kontakt
F#m E
det gik godt et år og så tog sorgen varig bo
A
på Hvidsten Kro
A Hm
Snart så var de fjorten og i familien Fiil tog alle fat
E A
og var der hilsen til Elias over BBC så var der bid i nat
Hm
i 1943 var danskerne begyndt at vågne op
E A
sabotører sku’ bevæbnes, og det var Hvidstengruppens job
E D A
de lyste op mod himlen, tre hvide og en rød
E D A
en enkelt uopmærksomhed ku’ vær’ den visse død
F#m E
og efter nattens arbejde var der en mellemmad eller to
A
på Hvidsten Kro
A Hm
Store sorte fugle over Jylland, sønden om Hobro
E A
faldskærme på himlen hvide blomster mod den natblå ro
Hm
der lå tyskere i Randers, der lå tyskere ved Mariager Fjord
E A
de vidste der var noget galt men tørvegrave sletter alle spor
E D A
de nåede ud til kroen når flyene var væk
E D A
på loftet lå en faldskærmsmand og rystede af skræk
F#m E
han knugede sin giftampul og klyngede sig til en spinkel tro
A
på Hvidsten Kro
A Hm
Faldskærmsmanden var frivillig, han var lydløs, han var rå
E A
han kunne sprænge broer så die Wehrmacht’s togtransporter gik i stå
Hm
men han blev taget af Gestapo hos en kvinde som han faldt for og fik lov
E A
men giftampullen fik han ikke for de tog ham mens han sov
E D A
SS’ sorte bødler satte tommelskruer på
E D A
og Marius var røbet før testiklerne blev blå
F#m E
ja klokken den var slået før bornholmeren den slog to
A
på Hvidsten Kro
A Hm
En morgen midt i marts blev kroen forvandlet til et håb
E A
der var støvletramp i gården, motorstøj og tysk kommandoråb
Hm
Gudrun stod i køkkenet, det bankede på den lave dør
E A
”Heil Hitler! Hände hoch!” og Gudrun hvisked’ ”Åh Gud nej nu er det lige før”
E D A
men Marius han gryntede den gamle fatalist:
E D A
”Det går jo nok og Gudrun, lad nu vær’ at vær’ så trist”
F#m E
men hun gøs for der var en hæslig lyd af en stikker der lo
A
over Hvidsten Kro
A Hm
Så førtes alle fjorten ind til Århus, og så til Horserød
E A
Niels Fiil sagde til sin far: ”Jeg tror det bliver vores død”
Hm
Hvidstengruppen sad som gidsler i en gammel rød barak
E A
for nazisterne sku’ ha’ nogen at skyde for at holde folk i skak
E D A
på Dagmarhus i København der blev krigsretten sat
E D A
og otte af dem dømtes til at dø den næste nat
F#m E
men man hørte ingen gråd, nej de tog det med en iskold ro
A
dem fra Hvidsten Kro
A Hm
Da Marius forlod sin celle favned’ han en tysk soldat
E A
og tilgav ham og sagde: ”Du skal vide at
Hm
det er ikke jer almindelige tyskere som vi har kæmpet mod
E A
nej, det er det onde der har magten over jer og os” og tyskeren forstod
E D A
i Ryvangen til sidst, hvor de tavse pæle står
E D A
de otte af dem sang: ”Altid frejdig når du går”
F#m E
solen steg, ordren lød, så faldt de to og to
A
dem fra Hvidsten Kro
A Hm
I sommeren ’45 kom de atter hjem og fik den sidste ro
E A
i en fællesgrav ved landevejen 100 meter nord for kroen
Hm
og kører du forbi en dag så tøv en kende før du videre ta’r
E A
for det er ikke længe siden, og de gav det dyrebareste vi har
E D A
dengang jeg var lille var jeg der med min far
E D A
da stod Gudrun stadigvæk og gjorde æggekagen klar
F#m E
så’n en vinteraften i den dybe stille natblå ro
A
på Hvidsten Kro
